Carl Edward Matthes
Carl Edward Matthes var en af mange små møbelfabrikanter i halvtredserne, der var i evig stræben efter at skabe det unikke design.
C.E. Matthes, født 1915, var søn af snedkermester S. W. Matthes, og hjalp allerede som dreng sin far på værkstedet, der lå Bøgegade 6, i Århus. Han blev dog uddannet som møbelpolstrer hos Hansen og Olsen på Trøjborg, og arbejder der en årrække, sidst som mester.
I 1945 etablerer han sig som selvstændig. Først med både møbelbutik og værksted på Klostertorv 6.
Allerede fra 1947 vælger han at satse 100% på fabrikation og lejer et større værksted i Frederiksgade 50. Det er her hvor udviklingen af egne designs tager fart. I 1952 fremstilles de første udgaver af hans mest succesrige design, stolen, der fik navnet 33. I 1953 flyttes værkstedet til Løgten nord for Århus. Stolen videreudvikles, og den lille harmoniske stol med den unikke siddekomfort, blev meget populær. Helt frem til 1965 var den i produktion og blev solgt i tusindvis og var udvalgt til Verdensudstillingen i Bruxelles i 1958.
C.E. Matthes deltog allerede i 1947-49 på købestævnet i Fredericia med arkitekttegnede møbler. Fra 1952-1965 på møbelmessen i Fredericia, præsenteredes egne designs. I anledning af, at C. E. Matthes i 2015 ville have fyldt 100 år, blev stolen relanceret. I en begrænset periode bliver alle stole polstret i Løgten af Bjørn Matthes, der stadig arbejder på det oprindelige polsterværksted, som han overtog efter sin far, C. E. Matthes.